Kirken til tjeneste - katolsk sociallære i Danmark

Måske fylder den katolske sociallære ikke så meget i den forkyndelse, man møder i dansk katolsk sammenhæng. Kirken er med rette forsigtig for ikke at krænke den etiske autonomi, som tilkommer menneskene ikke mindst i forhold til deres politiske stillingtagen. Alligevel er det både legitimt og nødvendigt at udbrede kirkens sociale forkyndelse, når blot man holder sig for øje, at den kun kan skabe en ny og bedre virkelighed gennem menneskenes frie, individuelle samvittighedsvalg, engagement og handling.

Man kan hævde, at Danmark på mange måder er et godt land at leve i. Samtidig må man holde sig for øje, at dette ikke nødvendigvis gælder for de svagest stillede grupper. For blot at nævne nogle: Fostre, forsømte børn, svært fysisk og mentalt handicappede, psykisk syge, misbrugere, alkoholikere, prostituerede, fængslede, fremmede, ensomme gamle, døende. Særligt i forhold til disse og andre udsatte grupper vil der altid være brug for besindelse og initiativer båret af retfærdighed, solidaritet og næstekærlighed.

På tilsvarende måde kan man spørge sig, om ikke det verdenssamfund, som Danmark er en del af, i sidste ende skal vurderes på sin evne til at vise effektiv solidaritet over for de svageste samfund. Kristi budskab har sociale konsekvenser. Ved at se dem og handle derefter åbner de kristne for en ny frihed for sig selv og andre. Lukker vi af for vores sociale samvittighed, lukker vi os også for Christus.

At følge Kristi opfordring til at give afkald på unødvendige materielle goder forekommer også helt centralt, når vi skal værne skabningen i en truende miljø- og klimamæssig virkelighed. Borgere i et rigt land som Danmark står her over for en særlig udfordring.

Jesus lærer os, at vi skal elske Gud af hele vort hjerte, og at vi skal elske vores medmennesker lige så højt, som vi elsker os selv. Pligten til at elske sine medmennesker er alvor. Vi må være indstillede på at stå til regnskab for, om vi nu også virkelig har gjort noget for andre.

Jesus har sagt, at det, vi gør for en nødlidende, gør vi for ham. Det, vi undlader at gøre for en, der lider nød, undlader vi at gøre for Jesus. Vores tjeneste for medmennesket er tjeneste for Jesus, som vi skylder alt, og dermed Guds-tjeneste. Der er ikke bare tale om gold pligtopfyldelse. Det er kærligheden, der driver. Som ved al substantiel kærlighed er der ikke alene tale om en subjektiv følelse af varm samhørighed, men også om en opgave, der kan nødvendiggøre selvovervindelse og afkald på egne ønsker og indgroede forestillinger. 

Kirken har altid opfattet det som en helt central opgave at være rammen for socialt arbejde, sygepleje, besøgstjeneste, nødhjælp, undervisning og anden bistand. Det fortælles, at diakonen Laurentius blev pint af den romerske kejser Valerian, der ville have udleveret Kirkens ”skatte”. Laurentius, der havde det godgørende arbejde om sit ansvarsområde, pegede på de fattige og sagde: ”De er Kirkens rigdom”.

Der er altid behov for hjælp. Også i et velorganiseret samfund som det danske er der rigeligt med opgaver, som Kirken meningsfuldt kan påtage sig, men det forudsætter, at der er mennesker, som stiller sig til rådighed med penge, arbejdskraft og forbøn. Alle kan være med.  

Kirkens læreembede og den moderne sociallære

Kirken har fra begyndelsen været et sted, hvor man forsøgte at dele med andre, leve beskedent, så der var nok til alle, og at tage sig særligt af de fattige. Når Kirken allerede i antikken fik stor indflydelse i samfundet, var det ikke mindst, fordi den fik den store mængde af fattige bag sig. De vidste udmærket, at der ikke var andre, der virkelig for alvor gjorde noget for dem.

Den katolske sociallære i moderne forstand tog sin begyndelse med pave Leo XIII's rundskrivelse fra 1891 om ”arbejderspørgsmålet” – ”Rerum novarum”. Den umiddelbare anledning var de elendige kår, som industrialiseringen havde medført for arbejderklassen særligt i Europa og Den nye Verden. Siden Leo XIII har Kirken til stadighed udbygget og uddybet sociallæren – ikke mindst i de pavelige rundskrivelser og ved flere af Det 2. Vatikankoncils erklæringer (1962-65). Udviklingen i livsforholdene har medført, at det har været nødvendigt at tage stadig nye problemer op.

I dag omfatter sociallæren en bred vifte af områder: familie, arbejdsforhold, erhvervsliv, det politiske liv, det internationale samfund, krig og fred samt bioetik og miljøspørgsmål. Det kirkelige svar på spørgsmålet om klimaforandringer har i de seneste år udviklet sig meget og har fået stor medieopmærksomhed.

Kirken opfatter sociallæren som en integreret del af den kristne forkyndelse, og som noget, de troende ikke blot skal forholde sig intellektuelt til, men som de skal omsætte i handling, før de kan siges at have tilegnet sig den.

Det metodiske grundlag

Det er selvfølgelig den kristne åbenbaring – Guds meddelelse til os – som er grundlaget for al kristen etik. Den moderne katolske sociallære har forbindelse hermed trukket på den systematisering af etikken, som fandt sted på middelalderens universiteter. Det har præget det sprog, man brugte, når man skulle tale om katolsk etik. Ikke mindst siden Det 2. Vatikankoncil har Kirken dog søgt et noget bredere intellektuelt grundlag for sociallæren.

En del af Kirkens intellektuelle arv er den opfattelse, at mennesket i et vist omfang er i stand til at erkende, hvordan det bør handle, også uden støtte i den guddommelige åbenbaring. I sin sociallære søger Kirken så vidt muligt at tage udgangspunkt i det, som efter denne (”naturretlige”) tankegang er tilgængeligt for erkendelsen. Hensigten er, at man på denne måde også kan nå mennesker, der ikke har modtaget evangeliet, så der åbnes mulighed for en dialog med alle mennesker baseret på fornuft og samvittighed.

Samtidig bliver den kirkelige sociallære naturligvis ikke stående herved, men ser også forholdene i lyset af den åbenbarede sandhed, som den har udfoldet sig i Israel og på helt enestående måde i Kristi person og hans forkyndelse. Læreembedet fremhæver udviklingen af sociallæren som et udtryk for Helligåndens virke i Kirken.

For at sikre et solidt faktuelt fundament har Kirken igennem årene især trukket på erkendelser fra socialvidenskaberne som sociologi og politisk økonomi, men også på lægevidenskaben, de miljø- og klimarelaterede naturvidenskaber m.v.

Realisme – ikke utopi

At der står en god Gud bag den skabte verden er en helt grundlæggende kristen opfattelse. Men når den angår samfundet, er Kirken ikke urealistisk: Ikke sjældent er det svært at få øje på den gode Gud i det, vi ser og oplever.

Det er ikke sådan, at menneskene med lidt god vilje kan skabe et idealsamfund, hvor der er meget få eller slet ingen fattige og lidende. Menneskene har en klar tendens til at gøre ting, der ikke er gode, at sætte hensynet til sig selv over hensynet til andre. Desuden kæmper menneskene med uvidenhed og manglende overblik, med ressourceknaphed, naturkatastrofer, sygdomme og mange andre ting, som medvirker til at give vort liv et tragisk perspektiv, og ikke sjældent truer vores eksistens. Vi begår fejltagelser mod vores vilje, og vi må ikke sjældent ”vælge mellem pest eller kolera”. Ofte ved vi slet ikke, hvad der vil være det rigtige at gøre, selvom vores fornuft, samvittighed og erfaring ofte kan lede os i den rigtige retning

Teologisk plejer man i den forbindelse at henvise til følgerne af ”syndefaldet”. Af en eller anden grund, som vi ikke kender til buds, er noget gået galt i forholdet mellem den gode Gud og de overmodige mennesker. Vores bestræbelser på at gøre samfundet til et godt sted at være kan derfor aldrig lykkes fuldt ud. De må nødvendigvis være en stadig stræben, og vi vil altid være i fare for at miste modet under vejs.

Heldigvis er kristendommen et fællesskabsanliggende, og det kristne håb er et fælles håb. Vi har grund til at holde modet oppe i vores bestræbelser, fordi vi ved, at vi ikke er alene, og at der er én, der kan supplere vores indsats med det, der mangler, og som vi aldrig kan udrette selv. Christus er ikke blot en broder, der følger os på vores individuelle livsvej. Han er ikke kun en lærermester, når vi vil indrette vort samfund. For dem, der har valgt hans vej, vil han også vise sig som den, han først og fremmest er: Frelser, der vil føre sit fællesskab, sit ”samfund” til en lykkelig fuldendelse, der overskrider den skabte verden, som vi kender den.