Katolsk Sociallære: et overblik

Katolsk Sociallære: Troen på fred og retfærdighed


”Det fælles bedste” er summen af de livsbetingelser og samfundsforhold, der tillader grupper og individer en rimelig mulighed for at få opfyldt de forventninger, de har til livet.
- Andet Vatikaner Koncil.

Kirken har altid haft en sociallære, den bygger først og fremmest på Biblen. Der udover bygger den på tradition og på kirkefædrene, særlig hvad angår ejendomsret, begrebet ”retfærdig krig” og prioritering af værdier. Det er dog først i slutningen af det 19 århundrede, at Kirkens Sociallære formuleres i moderne tid, som et svar på den industrielle revolutions uretfærdigheder og på truslen fra kommunismen. Sociallæren er således en levet tradition, og ikke bare et dokument. Her vil vi se på, hvilke betydelig udvikling, der er sket med sociallæren inden for det sidste århundrede.

Hvad er katolsk sociallære?
- den katolske kirkes vedtagne officielle lære om sociale, politiske og økonomiske spørgsmål.
- en lære præget af Evangelierne og de kristnes levede og reflekterede erfaringer.
- en lære, der bygger sin kristne refleksion på mange forskellige historiske, sociale og politiske kulturer.
- en lære, der tilbyder principper for refleksion og kriterier for vurderinger og retningslinjer for at handle.
- en lære, der styrker os i vores tro ved at stræbe efter retfærdighed og fred.

Hvad er katolsk sociallære ikke:
- en ”tredje vej” mellem liberal kapitalisme og marxistisk kollektivisme. Sociallæren tilhører en anden kategori.
- Sociallæren er ikke en ideologi, men snarere et resultat af en grundig refleksion over den menneskelige eksistens komplekse virkelighed i samfundet og i international sammenhæng, i lyset af troen og den katolske kirkes tradition. Den hører derfor til i moralteologien og ikke blandt ideologierne.
- Sociallæren udgør ikke en model. Kirken tilbyder ingen modeller, da enhver model skal ses i sin historiske kontekst af de, der ansvarsfuldt placerer tidens aktuelle spørgsmål i deres sociale, politiske og kulturelle sammenhænge, hvor de interagerer.

Hovedprincipperne i katolsk sociallære er:

Den menneskelige værdighed. Sociallærens hovedfokus er mennesket, skabt i Guds billede med en grundlæggende frihed og værdighed, der er grundlaget for Menneskerettighederne. Når vi har fokus på næstens grundlæggende rettigheder, må vi afvise enhver form for politik eller system, der reducerer mennesker til økonomiske enheder eller til passive modtagere.

Det fælles bedste. Alle mennesker er en del af et samfund. Ethvert menneske har pligt til at bidrage til samfundets fælles goder, og ret til at nyde godt af disse. Dette gælder såvel det lokale som det nationale og det internationale fællesskab. Offentlige autoriteter eksisterer hovedsageligt for at styrke det fælles bedste og sikre, at dele af samfundet ikke udelukkes.

Solidaritet. Som medlemmer af det samme menneskelige fællesskab, har vi gensidige forpligtelser til at fremme rettigheder og udvikling på tværs af samfund og nationer. Solidaritet handler om denne grundlæggende samhørighed med andre mennesker og den deraf følgende afhængighed af hinanden. Vi har alle et medansvar for hinanden. Og i særdeleshed har de rige et ansvar overfor de fattige. Dette må afspejles i nationale og i internationale strukturer.

Subsidaritet. Al magtudøvelse og alle beslutninger bør foregå så tæt på den enkelte borger som det er muligt, under hensyn til det fælles bedste. Princippet om subsidaritet vil oftest flytte beslutningerne nærmere den enkelte, men det kan også flytte mere omfattende beslutninger op på et højere beslutningsniveau. Det solidariske (det horisontale) og det subsidariske (det vertikale) må altid afvejes indbyrdes med fokus på det fælles bedste.

De fattiges forrang. Tidligere lå dette princip implicit i Sociallæren, men nu tages det op med forøget bevågenhed og med vidtrækkende konsekvenser for det pastorale arbejde. At være tro mod Kristi lære betyder at bestræbe sig på at se Ham, først og fremmest i de fattige og i de lidende.

At praktisere Sociallæren: 

At praktisere abstrakte principper er altid svært, men pave Johannes d 23. foreslog en velprøvet vej: 
a) undersøg den konkrete situation.
b) vurder den efter ovennævnte principper.
c) beslut hvad der skal gøres under de givne omstændigheder / vilkår.

Sociallæren er absolut ikke nogen fast doktrin. Den er grundlagt på de ovennævnte principper og på Evangelierne, den fokuserer på overordnede samfundsmæssige emner og bruges for at imødekomme aktuelle udfordringer. Der skete mange forandringer omkring Andet Vatikankoncil, men nogle af Sociallærens principper har det taget lang tid at få integreret i den katolske kirke. Her er nogle af de vigtigste temaer i udviklingen af sociallæren:

Politisk involvering. Som et svar på at gøre religion til en privatsag og den apati, det udløste, gav 2. Vatikankoncil et bud på det medansvar, den katolske kirke har, for både sekulær og kirkelig historie. Quadresimos anno = ”Det fyrretyvende år” ser det at drive politik som en mulighed for at forandre samfundet. Derfor er det absolut nødvendigt at involvere sig i politik. Katolikker og den katolske kirke selv må være klar til påtage sig et profetisk vidnesbyrd til fordel for et samfund, der bygger på retfærdighed og fred.

Forpligtelse overfor verden. Sociallæren præsenterer verden i positive vendinger – skabt og forløst af Gud. Vi deler Skaberens plan og arbejder for at virkeliggøre den i historien. Sociallæren har således udviklet en global vision, der påvirker alle lag i samfundet i både rige og fattige lande. Forpligtelsen til at stifte fred er også blevet skærpet.

At prædike Evangeliet. At handle retfærdigt og at arbejde på at gøre verden til et bedre sted, er en konkret måde at prædike Evangeliet på. Det er derfor mislykket, hvis man prædiker uden at handle. 

At læse tidens tegn. Det er den katolske kirkes pligt at granske tidens tegn og  at forstå dem i lyset af Evangeliet. Gud taler ind i og gennem menneskers historie og derfor må Kirken f.eks. se sig om i verden for at se, hvor Helligånden arbejder. Verden er del af Guds fortsatte skaberværk i hvis forvandling, vi tager medansvar.

At styrke det lokale fællesskab. Det er op til de lokale katolske fællesskaber at studere forholdene i deres eget land, at se på det med Evangeliets blik og at reflektere, vurdere og handle derefter. Dette sker for at kombinere den pastorale omsorg med subsidaritets-princippet. Kirken har ikke et færdigt svar på forhånd, det er op til de lokale menigheder at afgøre, hvordan der skal handles, i fællesskab med andre kristne og med alle mennesker af god vilje.

Større fokus på Evangeliet. Sociallæren har flyttet fokus fra en smal og deduktiv tilgang knyttet til naturlovs-etikken, til  en mere objektiv tilgang, baseret på menneskelig erfaring, med den hellige skrift som hovedhjørnesten. Dette er særlig tydeligt i Johannes Poul 2`s encyklika. Denne forandring har givet en ny radikalitet, der understreger de riges forpligtelser overfor de fattige, som del af et medansvar for skaberværket og en delagtiggørelse i Guds løfter til de fattige.

Kærlighedens forrang. I stedet for primært at basere Sociallæren på fornuft, er de senere dokumenter udformet med kærligheden som ledende værdi, forstået som en prioritering af de bibelske værdier: retfærdighed, barmhjertighed og de fattiges forrang. Fornuften er ikke undervurderet, men har fået en passende plads.

Handlingsorienteret planlægning. Udgangspunktet for pastoral og social refleksion er mennesker – med deres glæder og håb, deres sorger og bekymringer. Hvis man vil kæmpe for retfærdighed og fred, må man handle. Her sættes fokus på at gøre det rigtige, ikke blot at tænke det rette. 

Økumeni. Det bør være muligt at se på sociallæren i et økumenisk lys. Kirkernes Verdensråd har gjort dette i en årrække – særlig indenfor områderne fattigdom, racisme og skabelsens ukrænkelighed. 

Mangler. Skønt sociallæren rækker vidt, vil der altid være brug for at udvikle og anvende den i nye sammenhænge. Dens mest udprægede mangel er i spørgsmålet om kvinders rolle i verden.