Forfulgte kristne og det danske valg

Af Nik Bredholt

Det er desværre ved at være en ugentlig tilbagevendende begivenhed, at en kristen kirke bliver angrebet i Vestafrika. Sidste søndag blev fire personer dræbt i en kirke i det nordlige Burkina Faso. Ifølge lokale medier trængte bevæbnede mænd ind i den katolske kirke i byen Toulfe og åbnede ild under messen.

I sidste uge blev fire katolikker dræbt, der deltog i en religiøs procession i Zimtenga. Tidligere i maj blev en præst myrdet sammen med fem sognebørn i Dablo. Ved et angreb på en protestantisk kirke i Silgadji i slutningen af april blev seks personer dræbt. Ingen har påtaget sig ansvaret for volden, men mistanken falder på islamiske terrorister. Det er desværre tendensen over hele Sahel-regionen, men der sker også overgreb andre steder i verden f.eks. Sri Lanka påskemorgen. Kirken er under angreb.

Danmark har besluttet at sende specialtropper til Sahel regionen, som skal støtte den franske militære aktion, Barkhane, der kæmper imod terrorgrupper i hele dette enorme område af Afrika. Det er desværre nødvendigt med våbenmagt imod terroristerne.

Men er det nok? Når man betænker, hvor stort og vidtstrakt området er, og at det er udenlandske soldater, der bekæmper lokale i de lokales eget bagland, så vil man næppe ad den vej kunne få bugt med terroristerne, men dog begrænse deres muligheder for at angribe bl.a. kirkerne.

Det handler også om andet end våbenmagt. F.eks. er det centralt at vide, hvorfra pengene til terroristerne kommer og stoppe disse transaktioner om muligt, og politisk arbejde imod radikaliseringen.

I de områder, hvor volden rammer, skal befolkningen leve sammen igen efter disse forfærdelige begivenheder, og her er det nødvendigt med dialogen og de mere soft mekanismer, der følger med, og her spiller de kristne kirker en hovedrolle – heldigvis.

Institut for menneskerettigheder i Danmark har i en rapport om religionsfrihed påpeget, at en indsats, der skal fremme respekten for religionsfrihed, bør hvile på menneskerettighederne i det hele taget, og virke sammen med en strategi for demokrati, udvikling og fredsopbygning. Projekter skal ske i alliancer, være lokalt forankrede og med lange horisonter. Det er den militære indsats ikke. Den efterretningsmæssige kan være det, hvorimod en kirkelig indsats, der tager udgangspunkt i dialog og samarbejde på tværs, mere direkte kan følge de anvisninger.

I Danmark bliver der slået plat på kristenforfølgelserne i den igangværende valgkamp. En konservativ politiker, Naser Khader, råber op om, at de danske NGO’er, der arbejder med tematikken, skal have deres midler skåret, for ikke at råbe præcis som han. Men sagen er, at heller ikke Naser Khader ved, hvad der kan gøres.

Et nyt parti, Stram Kurs, forsøger at bilde folk ind, at det er ved at smide muslimerne ud, at vi løser alle vanskelighederne for de kristne ude i verden. Partiets formand, har bl.a. sagt: ”Det her er en kamp - og fjenden det er islam og muslimer. Vi kan starte med at sørge for, at fjenden ikke er i vores eget land, Danmark, og så kan vi eventuelt hjælpe andre lande med også at få dem ud fra deres lande. Det bedste vil selvfølgeligt være at der ikke er en eneste muslim tilbage på vores kære jord”.

Den form for retorik er ikke forenelig med kristen tro og i direkte modstrid med det, som Paven og den katolske kirke siger om relationen til Muslimer. De aktioner som Stram Kurs står for, vil kun gøre det mere vanskeligt for udsatte kristne. Når først det bliver kendt bredt, at vi har et parti, der stiller op til parlamentet, som direkte kræver, at alle muslimer smides ud af Danmark – blot fordi de er muslimer – så vil det kunne få en effekt. Vi skal ikke være bange for at sige det, som vi mener i Danmark, men når man taler så nedværdigende om andre mennesker på baggrund af deres religiøse ståsted, så kan det få konsekvenser, og det vil ikke være rart for de kristne i Sahel regionen, i Sri Lanka eller noget andet sted, hvor de er i mindretal, hvis politikerne åbent kræver, at alle rettroende kristne skal smides ud.

En kristen debattør fra Stram Kurs påstår, at den hellige Frans skulle have opfordret til at dræbe Muslimerne. Det er der ikke belæg for. Frans opfordrede sine brødre til at tage til Nordafrika som missionærer, men uden våben og ikke søge striden, men derimod forkynde troen og selv være gode eksempler.

Valget den 5. juni handler om meget andet end kristenforfølgelser, men hermed en opfordring til at kristne ikke lader sig forblinde, blot fordi en kandidat taler højt og simpelt om forholdene og løsningerne for kristne i det globale Syd.