MIG FØRST eller samarbejde til det fælles bedste

Af Nik Bredholt

Den amerikanske præsident har netop udnævnt den Europæiske Union (EU) til en fjende af USA. Det er langt over grænsen for det morsomme og helt urimeligt for en leder af en stor nation at sige, også selvom der kan være grund til at være kritisk over for EU.

EU er selvfølgelig ingen fjende af USA, og selvom der lige nu er en handelskonflikt under opsejling, gør det ikke EU til en fjende.

Den amerikanske præsident har gjort det til en dyd at kritisere en række internationale samarbejdsorganer og samarbejdsstrukturer. Således har han været efter EU, FN, NATO, internationale aftaler om handel (WTO) og Paris-aftalen om klima, aftale om Iranske atomvåben, og har i stedet identificeret sig med en ”Amerika Først” dagsorden, hvorefter amerikanske interesser skal gå forud for alle andres interesser.

Den katolske kirke har siden Pavestatens endeligt i slutningen af det 19. århundrede været en stor tilhænger af de forskellige internationale samarbejdsorganer; FN, EU og andre overstatslige strukturer. Kirken har set, at det kun er igennem en aktiv deltagelse i disse fora, at landene kan samarbejde uden at det kommer til konflikt. Det gælder i særlig grad for de små lande, men også for store lande.

Katolsk sociallære er grundlæggende optaget af solidaritet for det fælles bedste. Den indbyrdes afhængighed mellem lande anerkendes, og målet med samarbejdet er, at skabe mere retfærdige økonomiske og politiske strukturer, og at forsvare grundlæggende menneskerettigheder.

Sociallæren påpeger flere alvorlige problemer på internationalt plan, herunder uretfærdige handelssystemer, grådigheden i det globale finansielle system, manglen på udveksling af teknologi etc., men det er ikke argumenter for at undgå de internationale samarbejdsfora, snarere tvært imod et argument for at styrke og reformere dem.

I den senere år, er det blevet tydeligt, at globaliseringen har uheldige effekter – hvilket en person som Trump også påpeger – men globaliseringen kan kun styres gennem overstatslige instanser, der på vegne af mange lande kan regulere. Alene er det ikke muligt, heller ikke for det rigeste land i verden; USA.

Den katolske kirke er i sig selv en global organisation, der tillader sig at række ud til folk i alle lande, og det pavelige diplomati er særdeles aktivt på de internationale niveauer, hvor landene mødes om store spørgsmål, som f.eks. klimaforandringen eller fattigdomsbekæmpelse.

Endelig er det ikke ligegyldigt, hvordan samfundsforhold bliver begrebsgjort, og bliver ideen om samarbejdsorganerne som fjender først accepteret, så er der ikke langt til, at enkeltindivider reagerer med vold, som det f.eks. er set i USA hvor forvirrede personer har angrebet statsinstitutioner.

Den hellige Johannes Poul II sagde, at vi skulle globalisere solidariteten. Den opgave er stadig aktuel, og det sker gennem samarbejde og landenes aktive deltagelse i internationale fora inklusive de store lande som USA. Et snævert fokus på egne interesser er i sidste ende ikke til egen fordel. Vi er nødt til at erkende, at vi er afhængige af hinanden. Det gælder på det personlige plan, men det gælder også globalt.