Vi må ikke miste troen på at kunne forandre den finansielle sektor

Af Nik Bredholt

Mange er opgivende i forhold til at rydde op i den finansielle sektor, for dels er det hele blevet meget komplekst, dels bliver de, som udnytter systemerne, sjældent straffet. Men vi må ikke miste håbet om at kunne forandre verden.

Nu skriver medierne igen om snyd og bedrag i finanssektoren. Denne gang handler det om, hvordan finansfolk har malket statskasserne i EU, ved bl.a. at udnytte og misbruge de huller, som desværre har eksisteret inden for tilbagebetaling af udbytteskat på aktier. Det viser sig endda, at den australske investeringsbank, som har købt Tele Danmark, vores tidligere nationale teleselskab, er dybt involveret i netop disse former for transaktioner, og at de tyske myndigheder har flere anklageskrifter fremme mod ledelsen af banken.

I forrige måned var det Danmarks største bank, den Danske bank, der viste sig at være involveret i en skandale omkring hvidvaskning af penge fra kriminelle aktiviteter i Rusland. Banken havde på trods af advarsler ladet aktiviteterne fortsætte i årevis. Givetvis fordi det var meget lukrativt. Den Danske bank tog sig også god tid med at lukke ned for arrangementet, da ledelsen først besluttede at gøre noget.

For nu 10 år siden gik den store amerikanske bank, Lehmann Brothers, fallit på grund af spekulative finansielle transaktioner, og startede finanskrisen, men det er som om, at vi ikke har lært noget siden da.

På alle måder er det en moralsk fallit, som vi er vidner til. Der er ikke tale om fattige bankrøvere, der går rundt om natten som bjørne banden. Nej, det er de pæne nålestribede, veluddannede og veletablerede bankfolk (Bankstere - fra bank gangstere), der i ledtog med revisorer og advokater, systematisk har malket statskasserne og snydt og bedraget. Det er dem, som i forvejen har, der i grådighed har taget mere, og den type kriminalitet har helt andre standarder, end hvad der gælder for almindelige mennesker.

Hvordan kan det for eksempel være, at hvis man stjæler 1000 kr. i en butik, så ryger man i spjældet, men stjæler man en milliard, så er der ingen, der ryger i fængsel, måske lige undtaget ham eller hende, der har formastet sig til at bryde tavsheden og fortælle om de kriminelle aktiviteter. Sådan gik det med de personer fra Luxembourg, der for år tilbage lækkede dokumenter, som viste, at den Luxembourgske stat bedrev omfattende rov på andre EU-landes skattegrundlag ved at invitere store virksomheder til at afklare deres skat i det lille fyrstedømme. Landets leder, som både havde været statsminister og finansminister i den periode – ham valgte man til formand for kommissionen i EU. Den danske bank har på baggrund af ovennævnte skandale givet sin flossede direktør et gyldent håndtryk på 14 mio. for at forlade stillingen i utide. Efter finanskrisen i 2008 fik mange banker statstilskud, så de kunne fortsætte, selvom de havde spekuleret groft. Det er næsten umuligt for almindelige mennesker at forstå, hvordan man kan belønne personer og institutioner, der har handlet på måder, der udsætter vores samfund for store omkostninger.

Jeg møder mange, der på den baggrund er opgivende i forhold til at gøre noget effektivt ved finanssektoren. Dels er det opfattelsen, at de finansielle systemer er blevet så komplekse, at det ikke længere er muligt at kontrollere, dels er det åbenbart svært at dømme de personer, som står for denne form for aktivitet, for netværk og systemer beskytter dem.

Vi kan give den danske bank en bøde, for det har de fortjent. Vi kan måske tvinge de australske bankfolk ud af TDC, ved at lægge sag an, hvilket man må håbe sker, og vi kan forhåbentlig få en bedre formand for EU-kommissionen. Men kan vi effektivt forhindre en gentagelse?

Resignation er dog en fælde. Vi er nødt til at komme væk fra den opgivende holdning, at udfordringerne er så store, at vi ikke kan gøre noget ved det. Vi har skabet et finansielt system, der har gjort det muligt, så kan vi også skabe et system, der rydder op. Netop i krisetider, er der ingen ende på den menneskelige opfindsomhed.

I dag har vi en praksis i finanssektoren, der bygger på negativ overholdelse af regler. Dvs. hvis man sikre sig, at man opererer på en måde, som ikke er forudset i loven, og derfor ikke specifikt er forbudt, så er det ok. Den holdning er fundamentalt forkert. Opgaven er at skabe et system, der understøtter substantiel respekt for loven og for de hensigter, som ligger til grund for loven.

Vi må arbejde på, at forpligtelsen over for fællesskabet, også forstås inden for finanssektoren. F.eks. at man grundlæggende forstår, at en aktivitet, som finder sted i et givent land, også skal beskattes i det land, så det omkringliggende samfund får gavn heraf. Skat er noget der skal komme befolkningen til gavn – og ikke et gode for de få, der kan snyde.

En hård hånd er påkrævet over for mellemmændene, bankfolk, finansmænd og advokater, der tjener deres penge på at finde måder at omgå loven. Det skal være klart, at den adfærd er uacceptabel og indebærer straf. Vi må dertil arbejde på at skabe incitamenter for at ændre adfærd, så det kan betale sig at følge loven.

Vi må genopdage de finansielle restriktioner på transaktioner over grænser, som siden slutningen af 80’erne er blevet ophævet, og selvom vi med god grund kan og skal være kritiske over for de overstatslige instanser som EU og FN, så kommer vi ikke udenom, at netop globaliseringen har gjort det umuligt at løse internationale forhold i isolation. Der er som aldrig før brug for et effektivt FN og et EU, der kan overskue den grænseoverskridende kriminalitet.

Vi må ud af stereotyperne. Hvis der i dag rokkes ved muligheden for at gøre som man vil i den finansielle verden, så kaldes det for i-liberal politik, der leder mod diktatur og kommunisme. Denne diskussion handler ikke om at begrænse friheden, men tværtimod om at sikre friheden i økonomien. Vores nuværende system begrænser friheden til nogle ganske få personer, der så har mulighed for at rage til sig på bekostning af de mange.

Der er heller ikke tale om en klassisk konflikt mellem kapital og arbejde. Kapital skal virke sammen med arbejde – ikke i et modsætningsforhold, og det er i arbejdstagernes interesse ligesom ærlige virksomhedsejeres interesse, at der ryddes op.

Økonomi er grundlæggende at holde hus med ressourcerne, og den finansielle sektors opgave er, at understøtte aktiviteter, som er til det fælles bedste. Forandring i den finansielle sektor er påkrævet både hvad angår den måde, som den enkelte ansatte forstår sin rolle på, og i forhold til strukturerne.

Det er vores kald som mennesker at være beskyttere af Guds skaberværk, og det er ikke et valgfrit eller et sekundært aspekt af et kristent liv. Vi er skabt i Guds billede med uanede muligheder; og kristendom handler netop om ikke at miste håbet, selvom perspektiverne er mørke.