Paven i Egypten: De kristne og muslimerne

Af Nik Bredholt

Om aftenen, den 9. oktober 2011 kørte jeg i taxa over broen fra Zamalek til Tahrir pladsen i det centrale Cairo. Fra broen kunne jeg tydeligt se demonstranter og politi i kamp foran den store TV bygning, Maspero. Ved at tegne et kors på sin pulsåre forklarede taxachaufføren mig, at det var de kristne, som demonstrerede. De kristne i Egypten har et kors tatoveret lige ved håndroden. Han sagde også, at demonstranterne havde skudt en politimand.

På hotellet senere på aftenen fortalte TV, at kristne demonstranter havde skudt flere politibetjente i en demonstration. Den nyhed blev ændret næste dag. Nu var det var politiet, der havde skudt demonstranter. De officielle tal sagde 25 døde, men uofficielt har der givevis været flere.

Konflikten ved Maspero var kulminationen på en lokal konflikt om byggeri af en kirke uden for Cairo, som myndighederne havde nægtet tilladelse til. Maspero demonstrationen, og den måde, som de kristne blev behandlet på både af medierne og af politiet, blev et klart tegn på de kristnes vanskelige situation i landet. Der er desværre stadig angreb på kristne i Egypten med bomber mod kirker i Cairo og Alexandria i forrige måned. Paven har netop besøgt landet for bl.a. at opmuntre de kristne, og for at forbedre dialogen med muslimerne.

I Egypten har kristendommen en lang historie, der går helt tilbage til Jesusbarnets eksil på flugt fra Herodes. De kristne kalder sig for koptere, hvilket egentlig blot betyder egyptisk. Det kristne element er så indlejret i landet, at det kan være svært at se forskel på egypterne, hvorvidt de er kristne eller muslimer. På landet i det sydlige Egypten, hvor der er relativt flere kristne end i Cairo, er det svært at se forskel, og kirkerne ligger i landskabet på linje med moskeerne. Folk er fattige, hvad end de har af tro, og går ens klædt.

Men der er alligevel forskelsbehandling, og 1000 års sameksistens er mere og mere presset. I den situation kommer Paven og taler dialog. Hvor de lærde muslimer fra det betydningsfulde Al Azhar universitet i de sidste 10 år har været kritiske over for Paven, så er dialogen nu igen åben.

Det er bl.a. fordi egypterne er trætte af terror. Mange er afhængige af turister og terrorangrebene har undermineret økonomien. Egypterne er klar over, at de har brug for resten af verden. Fremtiden er, som Paven sagde, ”afhæng af religions- og kulturmøder”, og ”netop på dialogområdet, især den inter-religiøse dialog, kaldes vi konstant til at gå sammen.”

Det gælder også de kristne. De må fortsat indgå i dialogen, også selvom de er vrede over de mange angreb, for der er ikke noget alternativ ud over konflikt. Paven fik formuleret sig sådan at det eneste alternativ til en civiliseret relation er den uciviliserede konflikt, hvilket er en flot måde at integrere ideen om et civilsamfund med den aktuelle situation. Det er i høj grad manglen på forståelsen af, hvad et civilsamfund er, som giver vanskeligheder. Der er behov for et samfund, hvor konflikter løses fredeligt, og hvor hver enkelt borger har rettigheder, der ikke er afhængige af religion eller race.

Om volden fik Paven sagt, at ”hvis barbariet skal imødegås, skal de unge mennesker ledsages på vejen mod større modenhed og de skal lære, at reagere på ondskaben.” Det handler om undervisning og forståelse af vigtigheden af pluralisme i samfundet. Det handler også om den måde, som religion indgår i samfundet på. Paven sagde, at religion på den ene side er henvist til den private sfære, men samtidig er det religiøse og politiske ikke ordentlig adskilt.  Religion risikerer nemlig ”at blive absorberet i (stats-) administrationen og fristet af lokkebevægelser, der faktisk udnytter religionen.”

Det er næppe Egypten han henviser til omkring religion i den private sfære, for religion gennemsyrer samfundet ikke kun privatlivet. Det forhold, at det religiøse er en absorberet del af statsadministrationen, er en meget præcis beskrivelse af Egypten, og mange andre lande, med muslimske flertal, bl.a. Zanzibar, hvor jeg bor. Det er problematisk af flere grunde, for det binder de officielle religiøse ledere til politiske dagsordner, og almindelige mennesker mister tiltroen til deres religiøse ledere, når lederne agerer som brikker i et politisk spil. I den situation får de uofficielle religiøse ledere større troværdighed, for de kan sige hvad de mener. I Egypten er de kristne også tæt på den politiske ledelse – det er ikke kun muslimerne – og det gør også de kristnes situation uholdbar på længere sigt. På kort sigt er de beskyttet, men også de, har brug for et civilsamfund!

De kristne er nødt til at komme ud af deres bekvemmelighedszone, bag den politiske beskyttelse, og række ud til resten af samfundet. Samtidig skal de kristne finde sammen på tværs af skellene. Under besøget blev der indgået en aftale med de ortodokse kristne om at der ikke er behov for at gendøbe personer, som konverterer fra den ene kirke til den anden. Det lyder som en mindre gestus, men er af stor praktisk betydning.

Her på kysten i Østafrika, hvor vi er omgivet af muslimer, er der også behov for at fastholde og udbygge de økumeniske inter-kristne relationer. Det er ikke nok at indgå dialog med muslimerne. Vi er selv nødt til at have en god relation mellem de kristne. Som enkelte små trossamfund risikere de kristne, at blive udnyttet politisk, hvis ikke de er sammen.

Det er anden gang af Pave Frans er i Afrika. Sidst var han i Kenya, Uganda og den Central Amerikanske Republik. Forholdet til muslimerne var også dengang i centrum for besøget. Det siger noget om fokus for Paven, hvor vigtigheden af fredelige relationer med muslimerne står højt på listen, og måske højere end den afrikanske hverdag, der nok rummer muslimer, men også en hel del mere.

Endelig er det værd at bemærke, at i Mellemøsten og for muslimerne generelt, er Paven nok leder af en vestlig kirke, men han er selv fra Latin Amerika. Konflikten i regionen er står for mange som en konflikt med Vesten; vestens kultur og vestens indgriben i den arabiske verden. Her står Latin Amerika uden for, og måske kan Paven budskab om dialog derfor bedre accepteres. Det kan vi kun håbe, for der er et enormt behov for at skabe bedre relationer imellem de religiøse grupperingen – ikke kun i Egypten men i mange områder af Mellemøsten og Afrika.