Friheden er udfordringen – ikke markedet

Af Nik Bredholt

Ved debatarrangementet i Design-museet den 18. august, var der flere kritiske bemærkninger fra både paneldeltagerne og fra tilhørerne. Mange af bemærkningerne fik ikke nogen reaktion eller kun en hurtig replik med på vejen. Med dette indlæg, vil jeg gerne byde ind i den diskussion, med nogle overvejelser primært omkring den liberale opponents, Christopher Arzrouni (CA)’s kritik af de økonomiske forslag i den katolske kirkes sociallære, som den blev fremstillet af Kardinal Marx.

En afgørende præmis er, om kirken kan tillade sig at have en mening om politiske forhold. Skal kirken nøjes med at udlede en kristen antropologi eller kan den tillade sig at forholde sig til de store dagsordner i samfundet, som også omfatter politisk stillingtagen?

Den katolske kirke mener ikke evangeliet kan læses uden at forholde sig til samfundet, og det fordrer et engagement. Kirken skal ikke stille med et politisk program eller tilslutte sig et parti, men kirken kan byde ind med analyse og refleksion, og det gælder alle livets facetter, ikke kun moralen, men også økonomien. Andet ville være at indsnævre kristendommen til en beskuerrolle i forhold til samfundet.

Det blev kritiseret, at Paven i sin rundskrivelse, ”Glæden ved evangeliet” skriver, at den såkaldte trickle-down effekt ikke fungerer. Trickle-down betyder populært sagt, at hvis de velhavende i samfundet får flere penge, så får dem, der har mindre også noget ud af det. Ideen er, at pengene siver ned fra de mere velhavende, der for deres del sørger for vækst. Der er dog en hel del, der peger på, at sådan fungerer økonomien ikke. Et studie fra juni 2015 lavet af den internationale valuta fund (IMF), siger lige det modsatte. IMF kan ikke beskyldes for at være et venstreorienteret set up eller for den sags skyld kristent på nogen måde. IMF skriver i en summarisk gennemgang af studiet; ”Vi finder, at øges indkomstens andel hos de fattige og middelklassen øger det faktisk væksten, mens en stigende indkomst andel hos de øverste 20 procent resulterer i lavere vækst. Det vil sige, at når de rige bliver rigere, siver fordelene ikke ned (trickle down).” Citatet er taget fra IMFs hjemmeside. Skal der skabes vækst, skal man ikke satse på kun at øge indkomsten hos de rigeste!

Det blev fremført som et argument imod kardinalens fremlægning, at rigtig mange mennesker, inden for de sidste 20 år, er kommet ud af fattigdom på grund af markedsøkonomien, hvorfor man ikke bør kritisere denne. Det er korrekt, men ikke nødvendigvis et argument for at markedet skal være helt frit.

Det er primært fattige i Kina og de asiatiske lande, der er kommet ud af fattigdom. Det forholder sig anderledes i f.eks. Afrika. Kineserne og mange andre folkeslag, har i alt for mange år været underlagt en forfejlet planøkonomi, som har medført fattigdom og ineffektiv økonomi. Ved indførsel af en markedsøkonomi har folk (igen) haft incitament til at ændre på deres livsvilkår, og det har de gjort med en vis succes og det har trukket folk i stort tal ud af fattigdom. Det er i den forbindelse værd at bemærke, at udviklingsmodellen i Asien og særlig i Kina, ikke er en økonomi uden regler med en løs stat, der har ladet befolkningen og markedet handler efter forgodtbefindende. Snarere tværtimod. Kina og en række af de asiatiske ”tigere” har en stærkt kontrolleret økonomi, med en stat som er altomfattende.

Det er dertil ikke korrekt, at katolsk sociallære er i mod markedsøkonomi. Markedet er ikke beskrevet som et onde, og sociallæren taler ikke for at skifte et kapitalistisk system ud med et socialistisk / kommunistisk, hvor ejendomsretten er afskaffet. At mange fattige er kommet ud af fattigdom gennem adgang til markedet har Paven også anderkendt.

I virkeligheden kunne kardinalen have nævnt samme eksempler som modsætning til CAs argumenter for et frit og utæmmet marked.

Det blev sagt flere gange, at fri handel gavner folk. Ja, det er der helt sikkert belæg for at sige, både teoretisk og praktisk. Problemet er dog, at der er mange hindringer for en virkelig fri handel, og at diskussionen derfor skal have langt flere nuancer for at kunne omfavne problematikken.

Først og fremmest er der en række imperfektioner i økonomi, dvs. der er forhold, som ikke fungerer perfekt! Vi er ikke i nogen fuld konkurrencesituation; hverken i Danmark eller i USA, som ofte bliver fremhævet som et foregangsland inden for fri økonomi. Det ville bl.a. kræve, at vi som forbrugere har fuld information, og at priserne er fuldt bevægelige. Sådan forholder det sig ikke. Der er dertil mange markeder, som er domineret af enkelte virksomheder – monopoler – eller få virksomheder – oligopoler – og det medfører et velfærdstab, for priserne vil derved være højere, end hvis der var fuld konkurrence. Dvs. hvis vi tager den klassiske økonomiske teori som vi baserer meget af vores økonomiske forståelse på seriøst, så har vi ikke fuld konkurrence, og derfor ikke et frit marked.

Mikkel Wolds reference til en af markedsøkonomiens fædre, Adam Smidt, gik CA hurtigt uden om, men den er væsentlig at få med. Adam Smidt var nemlig ikke blot fortaler for at frit lade markedet (den usynlige hånd) regere, han var også moral-filosof og havde almenvellet for øje – ikke kun de rige.

Når vi taler om frihed, er det så en gradbøjet frihed, som kun skal gælde for nogle få, som har meget i forvejen, eller er vores ønske om frihed, et ønske, der skal udstrækkes til alle borgere i samfundet? Et frit marked jo heller ikke en sikring for frie mennesker? Og kinesernes frihed er vel ikke nødvendigvis større end under planøkonomien, måske på nogle punkter tværtimod. De er bare blevet bedre forbrugere!

Udfordringen er dels, at det som CA mener er et frit marked, faktisk ikke er særlig frit i henhold til den klassiske økonomiske teori, dels er det som CA betegner som et frit marked ikke en frihed for de enkelte borgere, men dem, som sidder på markedet.

Kardinalen talte netop ud fra en overskrift, der fokuserede på frihed. Hvordan sikre, en økonomi baseret på frihed? Hvordan få de økonomiske institutioner, til at garantere en ansvarlig frihed for alle! Det var der ikke nogen, der svarede på; heller ikke den liberale debattør.