Tag etikken tilbage

Af Nik Bredholt

Da jeg i midten af 80’erne startede på Polit-studiet lærte vi i makro-økonomi, at alle mennesker opfattes som forbrugerne, og de er nogle umættelige størrelser, som kun ønsker at forbruge mere. Enhver stigning i indkomst vil altid gå til mere forbrug. Det enkelte menneske kan levere en vare, arbejdskraft, og kan forbruge en materiel vare. Disse forudsætninger er væsentlig, for at kunne arbejde med forbrugere i de økonomimodeller, der bruges til at vurdere politiske tiltag. I modellerne optræder de enkelte mennesker som agenter. Agenterne kan have præferencer, men kun for så vidt som at de kan måles og sættes på matematisk formel.

Men virkeligheden er som vi ved ikke en matematisk formel, og dertil kommer, at selv en rigtig formel kan afhænge af en variabel, som forudsættes fast, men som i realiteten ikke er det. Det viste sig bl.a. da kartoffelkuren kom i slutningen af 80’erne, hvor regeringens økonomiske modeller havde overset betydningen af besparelserne på boligmarkedet. Den økonomiske recessionen, der indtrådte, var således langt kraftigere end forudset. Pludselig var det almindelige mennesker, der måtte gå fra hus og hjem.

Den var gal igen i midten af 00’erne, da økonomien buldrede derud af. Da boblen brast i 2008, kom det som en overraskelse for regeringen og dens økonomer. Det førte dog ikke til nogen egentlig revision af økonomien eller tankegangen, der ligger bag.

Problemet er grundlæggende, at modellerne og den økonomiske tænkning reduceret mennesket til et enkelt af sine behov, nemlig at forbruge! Der er ikke plads til nogen særlige hensyn. Et økonomisk agent har ikke nogen etik. Det er forbrug – og ikke andet, og hensyn til naturen, medmenneskelige relationer eller de skader, som forbruget kan forvolde er ikke del af tankegangen – altså med mindre det på kort sigt viser sig at være en dårlig forretning.

Skal økonomien ændres, er der brug for, at tage etikken tilbage, hvilket bl.a. kan ske ved en åbning mod det guddommelige. Som kristne bør vi bidrage til at løse den krise, som menneskeheden i øjeblikket oplever. I Pavens rundskrivelse om skaberværket, ”Laudato si” (Lovet være du) kan den økonomiske krise ikke skilles fra den økologiske krise, og den forandring, der skal finde sted, gælder både det åndelige som forhold i det praktisk levede liv. Paven skriver: ”Ånden kan ikke adskilles fra kroppen eller fra naturen eller fra den verdslige virkelighed", (Laudato Si ', 216).

Det er vores kald som mennesker, at være beskyttere af Guds skaberværk, og det er ikke et valgfrit eller et sekundært aspekt af et kristent liv.