Den katolske kirkes bedst bevarede hemmelighed

Af Maria Krabbe Hammershøy

Jeg er katolik, pavetro og absolut fundamentalist på adskillige punkter. For eksempel giver jeg mig ikke på livets ukrænkelighed. Jeg siger det med det samme, så du har en chance for at bladre videre til alt det der faktisk interesserer dig. Men, hvis du orker at læse lidt videre, lover jeg til gengæld, at afsløre den katolske kirkes bedst bevarede hemmelighed.

Som bekendt går vi katolikker meget op i paver, så lad os starte med den nuværende: Vi er vant til, at det går op og ned med populariteten (egentlig mest ned). Når man er en del af en 2000 år gammel historie, med mere end sin andel af syndere og helgener, bliver man godt trænet i at stå til regnskab for lidt af hvert. Intet nævnt, intet glemt.

Men den nuværende pave når i øjeblikket næsten Oprah-agtige højder i popularitet og krammefaktor, så vi står i en helt ny situation. Er det et mirakel? Har Gud pludselig sendt en troværdig afløser for Sankt Peter? Er der en naturlig forklaring?

Ja, der er en meget naturlig forklaring, og en del af baggrunden for den er, at kirken er global, dvs. den omfatter alle mennesker og alle nationer, og det er en enorm styrke. Kirken har altid været global og var det dermed lang tid før internettet blev opfundet, og før McDonalds og andre multinationale selskaber fandt på at det var en god ide. Men hvad er det pave Frans gør?

Han lagde ud med at tage navnet Frans, efter den hellige Frans af Assisi. For dem, der ikke ved det, var Frans af Assisi en slags øko-fundamentalist fra middelalderen. Så det er lidt af et statement. I sin indsættelsesprædiken den 19. Marts 2013, talte pave Frans desuden varmt om menneskets forpligtelse til at bevare og beskytte skaberværket (= vores planet med alt hvad Gud har placeret på den), og han sagde bl.a. 'Dette involverer ikke kun os kristne; det forudsætter en menneskelig dimension, der omfatter alle. Vi må beskytte alt det skabte'. Der er ingen tvivl om at miljøet spiller en stor rolle for Frans’ pavedømme. Vi har nemlig ikke noget andet sted at være, end på denne planet. Siden indsættelsen har pave Frans desuden været en vigtig faktor i normaliseringen af forholdet mellem USA og Cuba; han har advaret mod, at Middelhavet bliver til en stor kirkegård for alle de der flygter fra krig og fattigdom, og han har i det hele taget stillet sig solidarisk med de fattige, de syge, de indsatte og de udsatte i denne verden. Han peger med andre ord konstant på det menneskelige fælleskab og det er ikke helt tilfældigt.

Herhjemme er fælleskab et lidt slidt politikerord, som mest er i brug i politiske kampagner. Når man i privatsfæren taler om fællesskab, bruger vi ofte ordet ‘netværk’ og betydningen af ‘et stærkt netværk’ kan ikke undervurderes. Men dette netværk ses ofte som en slags styrkelse af os selv. Vi har folk i vores netværk som kan være nyttige at kende, på den ene eller den anden måde, f.eks. nogen som kan hjælpe os til et nyt job, eller sætte os i kontakt med andre, som vi gerne vil have i vores netværk. Men det er de færreste der har et netværk fuld af handicappede, hjemløse eller flygtninge, og dog giver det menneskelige fælleskab ingen mening, hvis vi ikke inkluderer de svage, de udstødte, dem vi ikke kan lide eller dem som har en anden seksualitet/religion/mening end os selv.

Når pave Frans taler om fællesskab, så mener han det menneskelige fællesskab, som er til det fælles bedste og som forpligter os alle på en fælles fremtid. Og nu kommer jeg til pointen: Den katolske kirkes bedst bevarede hemmelighed er (trommehvirvel): SOCIALLÆREN.

Pave Frans’ arbejde er baseret på den katolske kirkes sociallære, og den er der brug for, nu mere end nogensinde. Sociallæren er ikke en ideologi, men snarere praktiseret teologi, baseret på Bibelen og underbygget af århundreders socialt arbejde og den katolske tradition for at pleje de syge, undervise børn og unge, og bygge og drive hospitaler, skoler, universiteter, plejehjem osv. Vidste du for eksempel, at der i Indien er 13.004 katolske skoler, 534 i Pakistan, 2.300 i England og 22 i Danmark? Og vidste du, at der på verdensplan er ca. 18.000 katolske lægeklinikker, 16.000 plejehjem, 5.500 hospitaler, og at 65% af disse ligger i udviklingslande?

Den katolske kirke er de facto den største velgørende organisation i verden, bl.a. takket være de tusinder af katolikker som hver dag arbejder med bl.a. undervisning, udviklingsarbejde, sygepleje, forskning og i samarbejde med det omgivende samfund arbejder for en mere retfærdig verden. Politisk befinder de sig inden for hele det politiske spektrum, men det paven kan og skal, er at forene mennesker i arbejdet for det fælles bedste. Og i korte øjeblikke af stor velsignelse ser det faktisk ud til at lykkes.

Det caritative arbejde, som det hedder på katolsk, foregår i praksis 24-7 uge efter uge, år efter år. Pavedømmet forholder sig til verden som den udvikler sig og der er konstante overvejelser om hvordan man bedst etablerer og fastholder retfærdighed og fred. Paven udsender med (u)jævne mellemrum sociale rundskrivelser, som for eksempel Rerum Novarum fra 1891 om arbejderspørgsmål, Mater et Magistra fra 1961 om kløften mellem rige og fattige eller Populorum Progressio (1967) om udvikling og uretfærdighed på verdensplan.

Disse skrivelser er ikke dogmatiske formuleringer, men vejledninger inden for det politiske, økonomiske og sociale liv og de skal læses og forstås i deres egen samtid.

De hjælper til fornuftsbaseret analyse og udvikling af kristen samvittighed og forholden sig til den virkelighed, der omgiver os. Emnerne er typisk familie, arbejdsforhold, erhvervsliv, politik, internationale forhold, krig, fred og miljøspørgsmål. I den sociale rundskrivelse Pacem et Terris (Fred på jord) fra 1963, da frygten for en altødelæggende atomkrig var på sit højeste, henvendte Pave Johannes sig til alle mennesker af god vilje med disse ord:

Ethvert menneskes ret til livet modsvares af pligten til at bevare livet, retten til en værdig levestandard modsvares af pligten til en hæderlig levevis, retten til frit at søge sandheden modsvares af pligten til vedvarende fordybelse i sandheden.
Når vi har anerkendt dette, må konsekvensen blive, at det ene menneskes ret pålægger andre en forpligtelse: pligten til at anerkende og respektere den pågældendes rettigheder.

Enhver fundamental menneskelig rettighed får sin styrke og autoritet fra naturretten, som tildeler os den og samtidigt pålægger os pligter.

I 1971 påpeger Pave Paul VI i rundskrivelsen Octogesima Adveniens de politiske ideologiers utilstrækkelighed og kommen til kort. I rundskrivelsen gør Pave Paul VI sig tanker om det postindustrielle samfund og de udfordringer, vi står overfor som menneskehed. Blandt disse udfordringer nævnes urbaniseringen, store gruppers migration og emigration, de unges og kvindernes situation, i en verden i opbrud, og de gryende miljøproblemer. Han nævner også vigtigheden af at tage politik alvorligt på både lokalt og globalt plan og minder om, at det er menneskets pligt at forholde sig den konkrete virkelighed, og at anerkende, at man har fået friheden til at vælge at gøre det gode for det omgivende samfund. Han beskriver politik som en krævende måde at leve det kristne engagement i tjeneste for ens næste.

Men alle disse rundskrivelser er bare toppen af isbjerget og det er ikke kun evigheden der tæller. Bag rundskrivelserne står blandt andre Justitia et Pax, de lokale biskoppelige kommissioner for retfærdighed og fred, som er lokalt forankret i befolkningen og som hvert år arbejder ud fra et tema, der anses for særlig vigtigt i øjeblikket. Sidste år undersøgte Justitia et Pax Europa migrantarbejdernes vilkår, og i år er det den stigende nationalisme i Europa som er basis for møder og aktionsplaner. Det er godt at være stolt af sit land og glæden ved at være født et bestemt sted må ikke undervurderes, men når det sker på bekostning af andre menneskers rettigheder, bliver det problematisk.

Sociallæren er baseret på grundideen om menneskets værdighed og det fælles bedste. I modsætning til politik, som jo handler om omfordeling af goderne, så handler den katolske sociallære om at dele ud af det, der aldrig bliver mindre af: kærligheden. At gøre, hvad der dybest set er kærlighedsgerninger, til det fælles bedste, uden forventningen om gengæld eller egen vinding. Himmelråbende naivt, siger du sikkert, men helt ærligt: har vi noget valg? Det mener paven ikke. Det siger han selv, men det har paverne før ham også sagt. Så lad mig slutte med en af de i offentligheden mest upopulære paver, Benedikt XVI, som smukt skrev i den sociale rundskrivelse Deus Caritas Est (Gud er kærlighed, 2005):

Kærlighed vil altid være nødvendig, også i det mest retfærdige samfund.

Der findes ingen retfærdig samfundsorden, der kan gøre kærlighedens tjeneste overflødig. Den, der vil afskaffe kærligheden, er med til at afskaffe mennesket som menneske.