Pave Frans og miljøet

Af Pastor Gregers Mærsk-Kristensen

"Laudato si!" eller "Lovet være du" er navnet på Pave Frans' nyligt udkomne rundskrivelse om miljøet. Præsident Obama og FN's generalsekretær Ban Ki-Moon har kommenteret på den. Jeb Bush og Rick Santorum har inddraget den i den gryende amerikanske valgkamp og angrebet Den katolske Kirkes engagement i miljøspørgsmålet. Senest har vores egen Bjørn Lomborg gengivet - i en noget forsimplet og karikeret form - nogle af de svar, som Pave Frans giver på det miljømæssige udfordringer, som vi står overfor, og kaldt dem forkerte.

Responsen til rundskrivelsen har således været overvældende men har dog oftest været politisk eller videnskabelig i sin karakter, hvad der ikke kan undre, da det mest har været politikere og fagfolk, der har givet deres mening til kende. Det har dog også betydet, at man let har overset, at "Laudate si" først og sidst er et dokument, der har med moral og tro at gøre, hvilket er en afgørende pointe. For katolsk set, så kan paven kun udtale med autoritet om tro og moral.

Dette betyder dog ikke, at "Laudato si!" er foruden videnskabelig belæg. Tværtimod, så har Det pavelige videnskabelige Akademi været samlet i maj i Rom for at rådgive paven forud for offentliggørelsen af "Laudato si!". Akademiet består 80 af verdens ledende videnskabsfolk fra en lang række lande og fra flere religioner såvel som ikke-religiøse. Blandt medlemmerne af dette akademi er Hans Joachim Schellnhuber fra Potsdam Institute for Climate Impact Research, nobelpristageren Paul Crutzen, og Veerabhadran Ramanathan, som er hindu og ekspert i oceanografi. Sidstnævnte fortalte paven, at det er verdens tre milliarder fattigste, der kommer til at lide mest på grund afklimaforandringerne.

"Laudate si" henvender sig til alle mennesker af god vilje. Det er pavens overbevisning, at videnskab og tro med deres forskellige tilgange til, hvordan vi skal forstå virkeligheden, kan gå ind i intens dialog og berige hinanden. Løsninger på de udfordringer, som vi står overfor, vil ikke fundet ud fra blot een måde at forklare og ændre virkeligheden. Der må vises respekt for de kulturelle rigdomme, der er at finde i de forskellige folkeslag, i deres kunst, poesi, indre liv og spiritualitet. Hvis vi virkelig skal udvikle en økologi, der er i stand til at rette op på de skader, der er sket, så kan ingen videnskabsretning og ingen visdom udelukkes, hvilketinkluderer religion og det sprog, der er særegen for denne.

Og bruger vi Biblens sprog, så er noget af det første, der bliver slået fast, dette, at skaberværket er godt. "Og Gud så, at det var godt," siges der ikke mindre end seks-syv gange i skabelsesberetningen. Jorden er skabt og villet af Gud og har derfor i sig selv en hellighed, uden at den derfor er guddommelig. En særlig værdighed tillægges dog mennesket, som er skabt i kærlighed i Guds billede, og som tiltales og drages til ansvar som et "du". Mennesket har evnen til selverkendelse, til at træffe valg, til at give sig selv og indgå fællesskab med andre mennesker. Mennesket har fået mandat til at herske over skaberværket. Men herske skal her forstås i kærlighedens ånd. Det er en tjeneste, som mennesket har fået betroet. Mennesket skal "dyrke og vogte" det, som han hår fået betroet.

Mennesket er således allerede i skabelsen sat ind i et ansvarsforhold til Gud, til sin næste og til jorden. Det er dette ansvarsforhold og denne harmoni, der gik i stykker, da mennesket selv ville være som Gud. Da opstod der et konfliktforhold ikke blot mellem Gud og mennesker, og menneskene imellem men også mellem mennesket og naturen. Smerte, begær og møje er resultatet. Tjørn og tidsel skulle fra da af spire frem, og mennesket har siden da måtte spise sit brød i sit ansigts sved, indtil det vender tilbage til jorden (1. Moss. 1-3).

Siden 1891, hvor Den katolske Kirkes sociallære første gang blev systematiseret, har et gennemgående budskab været, at skaberværket er givet til hele menneskeheden uden at eksludere eller favorisere nogen.  I det lys skriger det til himlen, at 20 procent af verdens befolkningforbruger ressourcer i en sådan hast, at det frarøver de fattigste og de fremtidige generationer, hvad de har behov for at overleve. Vel anerkender Den katolske Kirke ejendomsretten. Men denne ret er ikke absolut! Der er en art socialafgift på goderne. Hvis vi gør noget til vort eget, så må vi administrere det til fælles bedste og til bedste for de fattigste. Vi må forsøge at forvalte disse goder i overensstemmelse med, hvad der har været Guds intention med dem.

Een af syndefaldets konsekvenser er, at mennesket har det med at sætte sig selv i centrum og give sig selv og sin umiddelbare behov absolut prioritet og gøre alle og alt relative i forhold til dette formål.  Det er denne relativismens kultur, der får mennesker til at udnytte andre og kassere dem, når vi ikke kan bruge dem længere. Det er denne kultur, der får os til at tillade, at de rå markedskræfter regulerer og indretter vores økonomi. Denne kultur får os til at acceptere markedskræfternes skadelige indvirkning på samfund og natur som en nødvendighed. Relativismens kultur muliggør, at vi kan retfærdiggøre køb og salg af organer fra de fattigste mennesker, og at vi kan udrydde ufødte børn, blot fordi de ikke passer med deres forældres ønsker. Og det er denne gøren alt relativt i forhold til een selv og ens behov, der hovedkraften bag brug-og-smid-væk mentaliteten, der fører til en sådan ødelæggelse af miljøet og udnyttelse af ressourcerne, at jorden slet ikke kan følge med.

Resultatet er, at nu sukker og vånder hele skabningen sig, for at bruge et udtryk for Paulus brev til Romerne. Paven giver en lang række eksempler på, hvor galt det står til. Han nævner klimaforandringer, begrænsninger i forhold til adgang til rent drikkevand, og arter, der er udryddes, så fremtidige generationer ikke kan få glæde af dem. Men bag disse ydre manifestationer på skaberværket, der sukker og jamrer, ser paven en social, økonomisk, kulturel ogmoralsk krise, der stikker endnu dybere. Paven fastholder dog stædigt, at mennesket fortsat har stadig evnen til at kigge ud over sig selv, vælge det gode, begynde på ny og samarbejde om at opbygge vores fælles hjem.

"Paven håner dem, der har ”blind tiltro” til tekniske fremskridt som løsning på klimaforandringer," hævder Bjørn Lomborg. Det selvfølgelig noget vrøvl. Pave Frans håner ikke nogen! Men paven forholder sig kritisk til de, der vil hævde, at tekniske fremskridt alene kan løse de klimaudfordringer, som verden står overfor. Dels har disse tekniske fremskridt med udviklings og ophavsretsmæssigt det med at høre den rigere del af verden til og kan derfor være med til at skævvride verden yderlige økonomisk og socialt. Dels har de deres klare begrænsninger, og er afhængige af yderlige udnyttelse af sparsomme naturressourcer, der ofte må hentes i de fattigste lande. Paven skriver, at tekniskvidenskab, hvis den er styret vel og på et moralsk forsvarligt grundlag, kan være med til at forbedre livskvaliteten for mennesker og øge sansen for det smukke. Men den hurtige teknologiske udvikling fordrer, at den følges op af en menneskelig udvikling, hvad angår ansvar, værdier og samvittighed.

Paven kalder derfor mennesker til omvendelse. Ja, til en art økologisk omvendelse, der i den rigere til af verden vil betyde en højere grad af mådehold og sætten sig selv til side dels til fordel for det skaberværk, som vi er forvaltere af og har lånt af de næste generationer, og dels til fordel for de fattigste i verden, så de i højere grad må få fair adgang til de mange goder, som denne verden byder os. Udgangspunktet er at stræbe efter en ny livstil, som bryder med voldens, udbytningens og egoismens logik, og som også åbner op for et sundt pres på dem med politisk, økonomisk og social magt. Med denne sidste sætning peger rundskrivelsen også hen på den kommende klimakonference i Paris.

/Pastor Gregers Mærsk-Kristensen