Komfortzoner

Af Christine Riegels

De sidste ugers hændelser, med tusinder af flygtninge vandrende ind over Danmarks grænser, nogle for at søge asyl og nogle for at nå videre til Norge og Sverige, har sat spørgsmålstegn ved, hvilken komfortzone vi har hver især.

Menneskers komfortzoner er meget forskellige, nogle mennesker behøver meget plads og mange materielle goder for at føle sig godt tilpas. Nogle behøver stor anerkendelse og opmærksomhed fra deres omgivelser for at trives. Nogle behøver at kunne låse deres dør og kunne være i fred for at føle sig godt tilpas. Nogle behøver at have andre mennesker omkring sig, for at være trygge.

Som flygtning kan man kun stille minimale krav til komfortzonen: Væk fra trusler på livet, tag over hovedet, lidt klæder på kroppen og lidt at spise hver dag. Flygtningenes nøjsomhed sætter vores krav til egen komfortzone i perspektiv. Kan vi forsat nyde et luksuscruise i Middelhavet, optagede af den fineste mad og drikke, af kondirummets udforming og med størrelsen på henholdsvis vores kondital og vores bankkonto som de mest vitale parametre i vores liv – mens mennesker ved siden af os taknemligt tager imod en plads under et teltdug i en flygtningelejr?

Nogle knokler sig til en tredobbelt ironman – andre knokler flere tusinde kilometer til fods for at bringe sig selv og deres familier i sikkerhed. Nogle må ofre samværet med deres børn på vej til en stor karriere – andre må ofre deres børn til krig og hungersnød.
Hvad siger Evangelierne om komfortzoner:

”Herre, hvornår så vi dig sulten og gav dig noget at spise, eller tørstig og gav dig noget at drikke? Hvornår så vi dig som en fremmed og tog imod dig eller så dig nøgen og gav dig tøj? Hvornår så vi dig syg eller i fængsel og besøgte dig? Og kongen vil svare dem: Sandelig siger jeg jer: Alt, hvad I har gjort mod en af disse mine mindste brødre, det har I gjort mod mig”.(Matt. 25).

Vore europæiske komfortzoner udfordres i sandhed i denne tid af flygtningenes basale behov for sikkerhed og eksistens. Må vi formå at række ud!

Til alle, der lever, arbejder og beder for forsoning, og alle, der forsøger at helbrede og at blive helbredt har Therese Vanierer skrevet denne bøn:

Må de undertrykte og de, der undertrykker,
sætte hinanden fri.
Må de, der er handicappede og de, der ikke mener, de er handicappede, hjælpe hinanden.
Må de, der trænger til at nogen lytter,
berøre hjerterne hos de, der har for travlt til at lytte.
Må de hjemløse give glæde til de, der nødig åbner deres dør.
Må de ensomme helbrede de selvtilstrækkelige.
Må de fattige smelte de riges hjerter.
Må de, der søger sandheden, give liv til de, der
tror, at de har fundet den.
Må døende, der ikke ønsker at dø, blive trøstet af de, der
kæmper med at leve.
Må de kærligheds-hungrende
åbne de kærlighedsløses hjerter.
Må de som er fangne, finde sand frihed og
fri andre fra frygt.
Må de, som lever på gaden, dele deres mildhed med de,
der ikke kan forstå dem.
Må de, der sulter, fjerne sløret for øjnene hos de, der
ikke tørster efter retfærdighed.
Må de, der lever uden håb, rense hjerterne hos de,
der er bange for at leve.
Må de svage gøre de stærke til skamme og frelse dem.
Må al vold overvindes af medfølelse.
Må volden blive tilintetgjort af mænd og kvinder, der vil fred.
Må volden bøje sig for de, der er sårbare.

...sådan at vi alle kan helbredes.


Therese Vanier, 1997.