Hvem er det egentlig, der er rige?

Af Christine Riegels

Mogens Lykketoftfremførte i starten af året argumenter for, at vi på grund af klodens begrænsede ressourcer, fremover vil blive tvunget til at reducere vores materielle forbrug. Hillary Clinton udtalte for et par år siden, at den økonomiske krise ville kunne blive miljøets redning. Med denne kronik vil jeg gerne argumentere for, at en reduktion af det materielle forbrug også vil kunne gøre os til mere tilfredse mennesker.  
Det synes som om penge i vores samfund er blevet et mål i stedet for et middel, en slags guddom, der har gjort os til slaver og reduceret vores medmenneskelighed.
Før i tiden blev slaver udnyttet for at herremænd kunne blive rige. I dag er verden delt op i de nyttige og de unyttige, de produktive og de ikke-produktive, de der gør gavn for mammon - og de, der er overflødige. Tidligere havde man en interesse i at slaverne overlevede, så de kunne fortsætte med at yde. I dag er de overflødige kun interessante som konsumenter.
Det er krænkende for denmenneskelige værdighed at være overflødig. ”Human rubbish” som Zygmunt Baumann undskyldende kalder denne efterhånden enorme gruppe mennesker. Det er truende for et samfund at have etableret sig med en så stor gruppe overflødige. Den aktuelle verdenspolitik taler for sig selv.

En klog mand (Cantalamessa) har inddelt fattigdom i fire kategorier:
En dårlig materiel fattigdom er, når man ikke kan mætte sine børn eller give dem lægehjælp og uddannelse. Mange af klodens såkaldt overflødige mennesker er ramt af dårlig materiel fattigdom. Den bør bekæmpes.
Der findes en god materiel fattigdom, som vi danskere nok bedre forstår som ”simpel living”, dette at man nøjes med det mest nødvendige. Hvor man ikke udpiner andre mennesker eller miljøet for at skaffe sig unødvendige ting. Det er den Lykketoft taler om at vi vil blive tvunget til. ”At vide at du har nok, er at være rig.” En sådan fattigdom bør opmuntres.
Der ud over taler Cantalamessa om en dårlig åndelig fattigdom, der viser sig som manglende tillid til tilværelsen, og manglende evne til taknemlighed for det man har fået, og som næres af utilfredshed med alt det, man ikke fik og som er ængstelig for om andre har fået mere end en selv.  Den bør bekæmpes.
Som de fjerde findes en god åndelig fattigdom, hvor man er kan vise tillid til andre mennesker og evner at sige Tak for det, man har fået. Hvor man kan fungere i et fællesskab uden konstant at kræve særbehandling.  Hvor man tør at dele med andre, uanset hvor lidt man har. Hvor man kan få øje på livets skønhed og menneskers godhed, på trods af alle manglerne. En sådan fattigdom bør opmuntres.

Ledende socialdemokrater oplyser med tilfredshed, at Danmark er på vej til at blive et konkurrencesamfund. Et konkurrencesamfund bygger på vækstideologi. Det virker vulgært og forældet at tro, at vi som samfund kan og har lyst til fortsætte mod øget materiel vækst. Jeg tror vi er mange, der væmmes ved tanken om flere materielle goder.  Vi blomstrer ikke som mennesker, når vi skraber til os på andres bekostning.

På vej igennem København kommer jeg forbi en plakat med spørgsmålet: ”Hvor langt ville du gå for at skaffe en million til dit barn?” Hvis mit barn var sygt og kunne reddes afen million, ville jeg sikkert gerne prostituere mig. Men skulle det være for at kunne købe bolig til barnet, hvordan ville barnet så have det med sin mor? Ville barnet være stolt? Og taknemmeligt? Hvad er et ordentligt menneske? Hvor mange millioner er det værd at kunne vide sig i overensstemmelse med sig selv?

For at forstå, at penge er et middel og ikke et mål, må vi som samfund begrænse menneskers tilgang til de overdådige pengesummer. Hvis en direktør ikke kan nøjes med en løn, der er tyve gange større end de lavestlønnede i virksomheden, må vi sende ham/hende til psykolog med bekymring over at den pågældende lider under en så sygelig hang til penge.
Vi må betragte det som sygeligt, når mennesker og virksomheder hober penge op i en bank i Lichtenstein, for at undgå at bidrage til fællesskabet. Der er ingen lommer i den sidste skjorte. Måske medicinalindustrien kunne opfinde en pille, der kan afhjælpe denne sygelige grådighed?
Vi kunne diagnosticere de mennesker, der har en så sygelig hunger efter penge. De er samfundsskadelige, og de selv og deres nærmeste lider også under denne negative fattigdom.

Som kandidat i socialt arbejde har det altid undret mig, når man opgjorde hjælpen til udsatte grupper i penge alene. ”Fattige Carina” får sikkert en formidabel høj kontanthjælp til sig og sine børn. Men når en enlig mor og hendes børn lever isoleret fra andre menneskers hjælp, så er de fattige - på den dårlige måde – uanset størrelsen på den chek, de får ind ad døren.
Vi i Danmark blevet et uhørt fattigt samfund. ”Fattigt” forstået som et samfund, hvor den fælles menneskelige omsorg, der i mange år har været det offentliges opgave, nu blæser i vinden. Det offentlige skruer ned for omsorgen af mange gode grunde, og tabt på gulvet bliver de udsatte borgere, som vi andre fortsat tror, at det offentlige hjælper.
At have netværk og at kende nogen, der kan og vil hjælpe, er den største rigdom. Hvis Danmark førte en politik, der styrkede borgeres indbyrdes netværk, ville vi kunne spare meget på den sociale konto. Hvis vi, der er ansatte i den offentlige omsorg, forstod hvilken ressource venner, familie og naboer udgør, når de bliver værdsat og medinddraget, kunne vi bygge mange broer. Og samfundet kunne gemme sine få ressourcer til de, der trænger mest og vitterlig ikke har nogen til at hjælpe sig .
 
Som sygeplejerske gennem 35 år ved jeg, hvor berigende det er at kunne drage omsorg for andre. Og jeg har i høj grad erfaret at indvandrere, flygtninge, psykisk syge, misbrugere, handicappede og såkaldte skrøbelige unge ikke kun volder problemer, men så udpræget bidrager til samfundet med medmenneskelighed, humor og livskraft. Livet er andet og mere end rationalitet og bundlinje. Mange professionelle omsorgsydere kunne gøre gavn ved at lære fra sig, således at enhver dansker blev styrket i at yde omsorg for sine nærmeste.

Vi savner et Folketing, der forfølger en ideologi for et mere menneskeligt samfund – i stedet for nu, hvor alle store partier i Danmark kappes om at detailregulere sociallovgivningen, med det formål at yde skattelettelser til de økonomisk rige. De såkaldt fattige får ikke en chance for at komme i arbejde på et arbejdsmarked, der rationaliserer og fyrer, automatiserer og flytter til udlandet. Så længe der er ti ansøgere til hvert ledigt job, får vi ikke flere i arbejde.

 Hvorfor tror politikerne ikke på det veldokumenterede faktum, at samfund med mindst ulighed har f.eks. størst kreativitet, mindst kriminalitet og mindst sygelighed? Trivsel kan sagtens måles på andet end penge. Hvorfor griber man ikke udfordringen fra det klima, vi alt for længe har drevet rov på, og arbejder mod at indføre bæredygtig produktion, der ofte kræver flere hænder?
Hvorfor opmuntres vi ikke til beskedenhed og genbrug og til at fremme deleøkonomien?

Både kommunisme og liberalisme fokuserer på fordelingen af kapital. Kommunismen går ud fra, at en ens fordeling skaber det bedste samfund, mens liberalismen mener, at den individuelle frihed til at tjene kapitalen er bedst. Begge overbevisninger sætter kapital og ikke menneskeligt fællesskab i centrum. En tredje vej, der hverken dyrker kollektivisme eller individualisme, men hvor man respekterer den private ejendomsret, kunne være pluralisme? Oprindeligt har såvel konservativ som socialistisk politik respekten for de fremmede og ansvaret for de udsatte med i deres idegrundlag. Vi kunne glæde os over, at vi er forskellige og se det som samfundets sande rigdom. Ingen skal assimileres, vi skal være forskellige og vide os velkomne i samfundet med vores forskelligheder - og alle forpligtes til at arbejde med på at redde miljøet og det belastede klima ved at begrænse vores forbrug. En ideologi, der gennem indgribende hensyn til miljø og klima styrker fællesskabet mellem alle sine borgere, i kampen for et bæredygtigt og menneskeligt samfund.

/Christine Riegels