Hvad vil det sige at være et ordentligt menneske?

Af Christine Riegels

Hvad vil det sige at være et ordentligt menneske? Det er et meget subjektivt spørgsmål. Mine 35 års erfaring som sygeplejerske blandt socialt udsatte og blandt alvorligt syge og døende, har vist mig, at ordentlighed er en menneskelig dyd, der går på tværs af alder, køn, forstand, uddannelse, helbred, religion, indtægt og social status.
Hvad forstår jeg ved ordentlighed? Ordentlighed betyder bl.a., at man også har blik for andres behov, og ikke kun for sine egne. At man handler, når andre lider, og ikke kun taler smukt. At man tør at dele med de, der har mindre end man selv har. At man forsøger at lade være med at leve på andres bekostning. At man evner at sætte sig selv til side, når andre er i nød. At man tør risikere noget af sit eget for at hjælpe andre. At man ejer lydhørhed for andres lidelse. At man tør hjælpe. Og tør at tage mod hjælp.

Det er for mig som katolik epokegørende, at paven i sin nye rundskrivelse, der kom den 18. juni i år henvender sig til ”alle mennesker af god vilje”. Paven missionerer ikke i denne rundskrivelse, han forsøger ikke at overtale anderledes troende til at blive katolikker, og han forsøger ikke at overtale ateister til at blive troende. Han belærer ikke, men taler til ligemænd om, at vi er nødsaget til at arbejde sammen på tværs af konfessioner, hvis vi gerne vil gøre et forsøg på at bevare vores fælles klode som et sted, hvor mennesker kan være og trives.

Han maner sine egne trosfæller til større ansvarlighed, når han skriver, at ”det er godt for menneskeheden og for verden, når vi der tror, i højere grad vedkender os det ansvar for naturen, der følger af vores tro.”

Paven minder om det grundlæggende faktum, at ”mennesker kun kan forventes at vise respekt for kloden, hvis de selv oplever at blive mødt med respekt af verden omkring dem.” Også her er det forpligtende for de troende at vise respekt for deres medmennesker, hvis de gerne vil have dem med på at redde miljøet. Paven giver i denne rundskrivelse selv et eksempel på at tale til ligemændog – kvinder om klodens tilstand.
Det skulle også bare mangle, kunne man godt sige, for de såkaldt kristne dele af verden har i høj grad ført an i den kommercialisering, der er sket med jordens rigdomme – og i den udpinthed, af mennesker og af jord, som denne koncentration af materiel rigdom på få hænder, har medført.

Mange af os har mange bekymringer om klimaet og om bæredygtighed og om uligheden i verden, og en del smukke ord om, hvordan det kunne blive bedre. Men få af os er nået til at ville opgive vores egne flyrejser, eller medbringe vores egen kop, for at undgå engangsservice, eller eget sengetøj, for at spare en vask. Vi er paradoksalt nok bange for at lide afsavn, for at mangle. Den kommercielle verden, vi lever i, er lykkedes med at skræmme os til aldrig at måtte lide sult eller tørst eller mangle noget.

En pave skal advare mod de syv dødssynder: Grådighed, egoisme, dovenskab, hovmod, uordentligt begær, nærighed og misundelse, ellers er han ikke en rigtig pave. Paven har i denne rundskrivelse skrevet små 100 sider om klodens tilstand, hvor han kæder årsagerne til den udpinte jord sammen med årsagerne til udpinthed blandt de dårligst stillede befolkningsgrupper i verden.
Pavens skrivelse er basal, banal og – ikke overraskende - idealistisk. Den sammenfatter på ret få sider hele klodens forbundethed og fælles skæbne. Den redegør for en gennemført holistisk tankegang: ”Intet i verden er ligegyldigt!” Jeg synes, den er befriende og opmuntrende læsning, ikke mindst ovenpå det danske Folketingsvalg der fandt sted samme dag, som rundskrivelsen udkom. Paven har, modsat mange danske politikere, visioner for et bedre samfund – og så er han ikke bange for multikultur eller for international samhørighedsfølelse.

Paven taler med overbevisning om, at de klimatiske forandringer er menneskeskabte. Denne overbevisning er det ikke alle videnskabsfolk, ej heller lægfolk, der deler. Han taler om, at vi mennesker har svigtet Guds tillid, da vi fik skaberværket betroet.  Sådan skal en god præst tale. Der er ingen tvivl om, at han således taler til skyld og skam i mange af os, fordi vi her i den vestlige verden forbruger en uforholdsmæssig stor del af verdens ressourcer, og vi ved, at vi gør det på de fattiges bekostning. Vi ved, at de store klimaforandringer truer de fattigste verdensborgere mest. Vi ved godt, at et velstillet par uden børn forbruger mange gange flere af jordens ressourcer end en fattig familie med otte børn. Vi ved, at det truer freden i verden, at der er så stor forskel på livsbetingelserne for de rige og for de fattige. Nogle af os erkender måske også, at den voldsomme materialisme truer med at drukne vores egen længsel efter ægthed og enkelthed i tilværelsen?

Men det er svært at skille sig for meget ud fra normen. Det er svært at lære sine børn at gå i genbrugstøj og at spare på dyr teknik og dyre forlystelser. Vi har det svært i vores kultur med selvbeherskelse, afsavn og ofre.

”Forbrug må erstattes af afsavn.” Det skal man nok være økumenisk patriark for at turde sige højt og tydeligt til verden. Og man skal være pave for at turde gentage det, sådan som paven gør i denne rundskrivelse. Paven følger det dog op med den lovende påstand: ”Lykke er at kunne begrænse de behov, som bedøver os, og være åbne for de forskellige muligheder, som livet tilbyder.”

Vi mennesker gives meget forskellige vilkår i livet. Her er ingen synlig retfærdighed. Som kristne tror vi på, at det er Gud, der styrer klodens gang. Men vi tror også på, at vi mennesker har vores fri vilje. Vi kan gøre os umage med ikke at bruge flere ressourcer end nødvendigt, ikke at leve mere på andres bekostning end nødvendigt, og vi kan forsøge at behandle det, livet giver os, med respekt.
Hvis man gør sig umage med ikke at basere sin lykke på andres afsavn, kan man bedre få en god samvittighed og finde ro. Hvad enten kloden forbliver mulig at leve på for mennesker eller ej. Behovet for en god samvittighed tror jeg gælder, hvad enten man tror på Gud eller ej. Og hvad enten man tror på menneskeskabte klimaforandringer eller ej.

Troende og ikke-troende, ”alle mennesker af god vilje”, er vel i princippet enige om, at jorden er fælles eje, og at dens rigdomme bør komme alle til gode. Og man må formode, at alle mennesker gerne vil forsøge at give en beboelig klode videre til deres børn.
 
Jeg er ikke biolog og jeg har ikke forudsætninger for at vurdere, om klimabelastningerne kun er menneskeskabte, eller om de ville være sat ind med samme styrke, uanset om her var mennesker på kloden eller ej.
Men spørgsmålet får mig til at mindes broder Wilfrid Stinissen, en klog teolog, der engang forklarede, at man som teolog mener, at summen af ondskab i verden ikke kun består af summen af menneskers ondskab. Altså at der også findes destruktive kræfter i verden, som vi mennesker ikke kan gøre for. For mig var det en stor trøst at få at vide, at man tror sådan.
 
Som socialsygeplejerske har jeg til gengæld forstand på misbrugsbehandling, og her er det et grundlæggende udgangspunkt, at det ikke er særlig interessant, hvis skyld det er, at misbruget er opstået. Det interessante er, hvordan man kommer videre, når man nu engang har fået et misbrug.  
Dette fokus kunne man måske med fordel også anvende på vores påståede misbrug af klodens ressourcer, for alle er vel enige om, at kloden er nødlidende, og de fattiges eksistens og freden i verden er truet af klimaforandringer? Det kan let blive ufrugtbart at fortsætte diskussionen om, hvis skyld det er. Og måske bliver det en flugt fra at gøre noget ved det.

Hvad paven inviterer til, er at troende og ikke-troende sammen dæmmer op for en voldsom forbrugerisme og materialisme, og udnyttelse af andre mennesker og af ressourcer, og at vi sammen finder en fremtid for kloden, for de fattigste iblandt os og for os selv.  Hvor vi kan være trygge ved, at klodens sparsomme ressourcer fordeles bæredygtigt imellem os, så der bliver større chance for at bevare og udbygge verdensfreden. En verden, hvor man som et ordentligt menneske ikke lever for at forbruge, men forbruger for at leve. En verden, vi i højere grad kan være glade for at give videre til vores børn.

/Christine Riegels