Efter syndefaldet

Af Bertil Frosell


Hastigheden er høj og sigtbarheden lav i Europa i disse måneder, hvor så mange tusinder er på vandring. Nødlidende skal hjælpes, velfungerende og værdifulde sociale strukturer skal skærmes.

Tag et konkret eksempel: Angela Merkel gav i september klart til kende, at Tyskland ville modtage de syriske flygtninge, som var på vej. Kort tid efter blev Tysklands grænse mod Østrig midlertidigt lukket.

Forbundskansleren havde taget fejl. Hun havde ikke taget fejl med hensyn til sine grundlæggende humane principper, men taget fejl af den faktiske situation. Der kom langt flere flygtninge, end hun havde regnet med, og opgaven med at modtage dem kom ud af kontrol. Noget lignende er senere sket i Sverige.

Vi kæmper med begrænsninger. For eksempel kæmpede kansleren med grænser for viden og ressourcer, men der er også mange andre begrænsninger, ikke mindst grænserne for vores egen godhed. Det er nu en gang situationen efter "syndefaldet". Virkeligheden er på mange måder grum, og mennesker opfører sig ofte hæsligt. Kristendommen er realistisk og ser dette i øjnene. Hverken forbundskanslere, stater, græsrodsbevægelser eller kirkelige organisationer kan endegyldigt ændre dette grundvilkår.

Denne virkelighed er også baggrunden for, at vi overhovedet oplever en "flygtningekrise".

Pragmatiske paver

Vi er ikke i Paradiset og kan ikke indrette os perfekt. Den fuldkomne løsning findes kun i teorien. Derfor må der i samfundslivet altid foretages afvejninger af krydsende, men hver for sig legitime og nødvendige hensyn. Pave Frans har i den forbindelse talt om, at den gode leder må være pragmatisk.

I et interview med en portugisisk avis har pave Frans direkte sagt, at vores absolutte pligt til at tage os af flygtninge ikke må medføre, at vi anlægger et forsimplet (”simplistisk”) syn på virkeligheden. Tingene er blandet sammen, sagde han og nævnte i den forbindelse både nationale sikkerhedshensyn og den meget høje ungdomsarbejdsløshed i visse europæiske lande.

Vanskelighederne med at omsætte vores etiske idealer til konkret virkelighed er ikke noget nyt tema i den katolske sociallære. Johannes XXIII opfordrede til, at kristne sætter sig virkeligt grundigt ind i den faktiske situation, inden de lægger en konkret  plan. Han pegede også på, at en solid dømmekraft i sociale spørgsmål må opbygges gennem praktisk erfaring, blandt andet på arbejdsmarkedet.

Man lærer ikke at drive konkret politik blot ved at læse moralteologiske lærebøger og høre prædikener.

Svinehunde og andre dyr

Ublandet godhed er en sparsom ressource efter syndefaldet. Vi vil gerne føre os frem, om nødvendigt på andres bekostning. Under flygtningekrisen må det imidlertid ikke dreje sig om, at vi kommer til at stråle i egen godhed eller egen handlekraft. Tænk blot på den meget tale om (de andres) "indre svinehund".  Den hund har vi tit hørt om. Som om vi ikke hver især havde en kamp at kæmpe med os selv. Med pave Frans´ ord: "Når vi forsøger at befri os for den ydre fjende, er vi fristede til at fodre den indvendige fjende."

Det kan være helt legitimt at bedømme vanskelige situationer forskelligt, og andre menneskers bevæggrunde er i første omgang en sag mellem dem og Vor Herre. Udgangspunktet må være, at vi gør et reelt forsøg på at forstå dem og deres situation. Så vil vi måske tage dem og deres bekymringer alvorligt i stedet for at hænge dem ud. Først da åbnes muligheden for dialog. For blot at tage pave Frans´ eksempel: Hvem kan i en situation med mange unge flygtninge fortænke en ung spanier i at være bekymret for sin egen beskæftigelse i et land med en ungdomsarbejdsløshed på omkring 50 pct.?

Matthæusevangeliet lader Jesus sige: "Se, jeg sender jer ud som får blandt ulve. Vær derfor snilde som slanger og enfoldige som duer." Disse dyr står for egenskaber og evner: Kravet om at vise mildhed og beredskabet til at bringe personlige ofre betyder ikke, at vi skal holde op med at bruge hovedet, så langt det rækker.